Et land
jeg blev hovedkuls forelsket i
Litauen i august 2000
en lille rejsebeskrivelse eller - mosaik
Det er nogen gange svært at beskrive, hvad det er, der gør en tur til noget særligt - og hvad der får en til at tabe sit hjerte .... Litauen er på mange måder et forsømt land, et udsat land, med store ar efter en mørk historie blandt andet fra sovjetiden.
Ar som du ser i landskab, bygninger og mærker på de mennesker, du møder - og så er det på samme tid noget helt andet:
Det er et land med en historie, med vartegn i bygninger og natur der også siger noget om, hvem de er - et folk med en humor der ligner vores - og med en åbenhed og åbenhjertighed der er vidunderlig.
Jeg tabte mit hjerte til Litauen, da jeg var så heldig at få lov at besøge landet som medlem af en delegation fra Aalborg Stift. Med biskop Søren Lodberg Hvas i spidsen tog vi på besøg hos de evangelisk lutherske kirker i Litauen og Letland.
Vores formål med turen var at udbygge venskabet mellem vore kirker og at få et indblik i situationen for de lutherske kirker i de baltiske lande. Men først og fremmest ville vi fremme den samtale, der er til så stor indbyrdes glæde og inspiration.
Det formål blev opfyldt til fulde, vi kom hjem fyldt til randen med indtryk og ny viden, tankegods der kan inspirere i det videre arbejde med at føre samtaler over landegrænserne. Erfaringer og indtryk der vil sætte sig spor: i prædikener, artikler og foredrag og hvor vi, der deltog, nu hver især færdes.
Vi har under besøget set kirker der har været brugt som sportshaller, biografer, ja sågar som foderstofanlæg - og man står på samme tid lidt hovedrystende og fuld af beundring over al den energi de vier til at genopbygge og restaurere deres kirkebygninger, så de bliver finere og smukkere end nogensinde.
I Klaipeda, som engang hed Memel, stod vi ved et palads, hvor Hitler har stået på balkonen og brølet ud over folket - og vi boede på et hotel som var bygget af russerne, med facon som en kommandobro, der skulle styre hele byen.
Og samtidig fornemmer man en by som er noget helt andet, som ikke har kunnet ødelægges af disse rystelser fra emsige Herrefolk. Det er umuligt at forklare, hvor dybt et indtryk disse ting gør.
På vej til Letland besøgte vi Korshøjen i Siauliai, et valfartssted i Litauen, hvor der er tradition for at alle besøgende efterlader et kors.
Engang var det et gammelt katolsk valfarts- og helbredelsessted. I sovjettiden forsøgte russerne flere gange at ødelægge det, blandt andet ved at oversvømme området.
Det lykkedes dem ikke, men det betyder at stedet i dag lige så meget er et nationalt mindesmærke og symbol, som et katolske valfartscentrum - på mere end én måde et symbol på håb og bøn.
Over 600.000 store kors står plantet der, og hvert af disse er overhængt med små kors så mange, at de ikke kan tælles. Det er ikke smukt, langt fra, men meget, meget indtryksfuldt og på sin egen måde gribende.
Der var en meget fortættet stemning over Korshøjen, som om alle de bønner og alle vidnesbyrd om menneskeskæbner, der har ledsaget hvert enkelt kors endnu befandt sig på stedet.
Litauens og Letlands evangeliske kirker er meget forskellige, og står i forskellige situationer. Hvor Litauens kirke er en mindretalskirke i et katolsk land, står den evangeliske kirke betydeligt stærkere i Letland.
Den vigtigste indsigt vi fik i begge lande er nok et indblik i, den skræmmende betydning Missouri-synoden kan gå hen at få for de evangelisk lutherske kirker i Baltikum, og ikke mindst for deres relationer til blandt andet vores kirke.
Missouri-synoden er en amerikansk kirke - evangelisk luthersk i sit udspring. Den bejler kraftigt til de nye kirker i Østeuropa - har penge og vil gerne betale for præsteuddannelse og genopbygning af kirker, men den forlanger tæt åndelig og teologisk tilknytning til gen-gæld.
På baggrund af så få dages besøg og spredte samtaler kan vi selvfølgelig ikke bedømme, hvor alt dette ender henne. Vi oplevede stor indbyrdes uenighed om hvor tæt kirken skal knytte sig til Missouri. Flere gav over for os udtryk for, at de ikke kan forene det, de tæn-ker om tro med Missouris tankegang.
For Missouri er blandt andet kvindelige præster og det at vie fraskilte, så betydelig en anstødssten, at det kan få fatale konsekvenser for vores kirkes forhold til de evangeliske menigheder i de baltiske lande, hvis Missouri-synodens teologi bliver den herskende.
Det er umuligt at sætte sig til dommer over andre, og lige så umuligt som medlem af en velhavende kirke og et rigt samfund, virkelig at forstå hvad man kan blive drevet ud i, når man er fattig og mangler penge til alt.
Men det er alligevel set med mine øjne meget bekymrende, at sådan en verdensfjern vækkelse kan få den magt - den tilsyneladende er ved at få - i kraft af penge.
Det gør jo så blot vores tilstedeværelse så meget mere vigtig. Og samtalen mellem os og dem - spredt på så mange mennesker her og der som overhovedet muligt - så meget mere påkrævet.
Det understreger betydningen og vigtigheden af mange og gode relationer mellem danske og baltiske menigheder for kun gennem det spejl som samtalen med andre giver, kan de eventuelt beslutte sig for at gå en anden vej - og de kræfter der ønsker at følge en efter vores opfattelse mere traditionel luthersk teologi få en chance for at styrkes.
Det "spejl" der nok er mest tankevækkende for os, der kommer fra en gennemsolid og indimellem lidt søvnig folkekirke, er den stærke opbakning der er til kirkens og menighedens liv.
Vi overværede en gudstjeneste i Riga, hvor 15 mennesker heraf flest voksne blev døbt - og hvor den meget store kirke var fuld til sidste plads. Uden at forstå et ord af sproget, var det alligevel umuligt at være tilstede uden at blive dybt berørt.
Der ligger en gave i at finde og forstå hele kristendommens sandhed og indhold forfra, at menigheden stille vokser med nye voksne medlemmer, der selv har fundet, at nu var de modne til at lade sig døbe.
Det giver en nerve og intensitet, som vi ikke rigtig kan sætte os ind i, men som et besøg hos de baltiske kirker alligevel giver en lov til at fornemme lidt af. Jeg ville ikke bytte, men vi kan lære utrolig meget af mødet med disse ting.
Det er altid fascinerende at overvære gudstjenester i andre lande og kirkesamfund, både fornemme glæden over det genkendelige og det anderledes - og ikke mindst at sidde tilbage med en stærk og glædelig følelse af, at grundsubstansen er den samme.
Fadervor har den samme grundrytme uanset om den siges på dansk, lettisk eller litauisk, også det er en stærk erfaring at få med sig hjem.
Så kan vi godt diskutere med hinanden, og det gjorde vi. Både om ordination af kvindelige præster, om grundene til at skrive folk op til altergang - er det næstekærlighed? eller ud-tryk for skæv kirketugt? udveksle erfaringer om hvordan vi holder begravelser eller hvad vi mener om at slå korsets tegn.
Det, der er vigtigt, er, at vi som medlemmer af Kristi Kirke kan diskutere og være uenige i gensidig respekt, og det var heldigvis den altovervejende erfaring fra turen - indimellem i højere grad end man oplever det herhjemme!
Mange af de mennesker vi talte med under delegationsrejsen, fortalte om kirkens problem med at finde sin identitet og opgave, nu den ikke længere er et synonym med modstand mod et forhadt styre.
Hvordan skal kirken orientere sig, nu den ikke længere er undertrykt? Det er nok det største spørgsmål for både den evangelisk-lutherske kirke, som for alle andre kristne kirkesam-fund, i den tidligere Sovjet-republik..
Det er tankevækkende også set i forhold til vores næsten lidt for selvfølgelige ægteskab med staten, at høre om de overvejelser det fører med sig ikke længere at være kirke i stærk opposition til de verdslige myndigheder, men uden den tradition for tilknytning til staten, som vi er flasket op med.
Der springer mange tanker ud af det, som vi også kan have glæde af at reflektere over. Her - som i alle de andre spørgsmål - er det til stor gensidig inspiration og værdi, at vi er tilste-de som hinandens samtalepartnere.
Noget af det fascinerende ved de baltiske lande for en dansker er, at de ligner os så meget. Deres historie kunne have været vores, hvis slutningen på Anden Verdenskrig var faldet lidt anderledes ud. Vi har meget til fælles og meget at lære af hinanden.
Som et sidste pudsigt rejseindtryk, vil jeg berette om, hvor godt det kan være at have en biskop med i bilen, når landegrænsen mellem Litauen og Letland skal passeres. Vi havnede i en lang kø, som kun bevægede sig langsomt, og vi kunne i ånden se, hvor sent vi ville ankomme til Riga.
Et par af delegationens mere frimodige præster valgte at strække ben og der skulle ikke mange ord fra deres side til overfor grænsepolitiet, før vores bus blev vinket frem af køen.
Overfor en meget embedsmandsagtig tolder, kunne vi svagt genkende ordene "Danija", "biskopi" og "pastores", som vore litauiske chauffører brugte flittigt og mange gange, før vi med uåbnede kufferter og efter en ualmindelig kort sagsbehandling kunne fortsætte mod Riga.
Måske med en lidt dårlig smag i munden overfor alle de, der ikke havde en dansk biskop med i bilen og derfor pænt måtte vente i køen - men også med lettet, taknemmelig (og ret menneskelig) glæde over at nå frem til vort næste rejsemål uden den helt store forsinkelse.