Forsiden

Selvmord

In memorial –
Per Svensmark Trondal

Per var et menneske med store armbevægelser og en stærk og stolt sjæl.

Jeg mødte ham i november 2001 første gang, meget tidligt i januar 2002 blev vi kærester og den 18. maj stod brylluppet. Et bryllyp der på mange måder var en afspejling af hvem Per var - og hvad han og jeg kunne sammen.

Det var en kæmpefest med telt i haven, fyrværkeri og med masser af offentlighed omkring. Han fik ideerne og satte dem i søen – jeg bragte dem hjem, har ikke fået mit organisationstalent for ingenting. Per gav mig mod til at stille op i en drøm af en brudekjole - i det hele taget har mødet med ham gjort mig til et modigere og friere menneske.

Alting med ham gik stærkt og var ufatteligt intensivt - det var som om han skulle nå at leve for flere år lige på en gang - nå at få det hele med - og måske var det også sådan det var.

Han var fuld af fantastiske historier og en fortæller med evner, hans og min brylllupsrejse til Rom var en rigtig dejlig tur, men den blev bestemt ikke mindre kedelig af at blive fortalt af Per om og om igen - efter vi var kommet hjem.

Pers livsværk var hans lille forlag PT-Undervisningsforlag hvor han blandt andet udgav blade til dagplejere og skolefritidsordninger. Hans motto og hans ideal for forlaget var at tage sig af dem alle andre havde glemt - at give plads til dem der blev overset eller ikke hørt. Et motto han i høj grad levede op til.

Han og jeg lavede sammen et lille hefte da Tove Fergo havde sendt spørgsmål om kirken ud til høring. Vi var langt fra enige om alle spørgsmål, men når vi ville det samme var hans og mine evner i forening en meget dynamisk faktor, der fik ting til at ske.

23. august 2003 valgte han så at forlade livet og tage sit livsværk med sig herfra. Alt hvad der er tilbage af PT-undervisningsforlag i dag er de bøger der står rundt om på landets biblioteker og de bøger som jeg fandt i oprydningen herhjemme efterfølgende. Det er en spændende lille samling.

I mit og mine børns liv er der et stærkt minde tilbage, om et menneske der gav os knapt to år af sit liv, men med en virkning der fylder så umådelig meget mere end den korte tid tilsiger. Han gjorde os til del af en meget dramatisk historie, men gav også så uendelig meget godt, at jeg ikke ville have undværet det liv jeg fik med ham.

Ved Per's begravelse holdt jeg tale til ham i kirken, den er bragt her i en redigeret udgave, fordi den også er en replik til, hvad et selvmord betyder for dem, der bliver ladt tilbage.

Kære Per! Der er ingen, der har kunnet få mit hjerte til at danse som du, ingen har som du fyldt mig med glæde og inspiration og bobler af energi og liv.
Der er heller ingen, der har forvoldt mig mere smerte end du. Ikke blot nu, hvor du har bestemt og iscenesat at det er tiden for afsked, men også i de sidste måneder op til din dramatiske afsked med livet, hvor du forsvandt ind i dit skildpaddeskjold og din sygdoms jerngreb, og jeg afmægtig forsøgte at kalde dig tilbage til livet.
Per, du var et vidunderligt menneske – som børnene har skrevet på deres krans til dig – er der kun en af din slags. Det er så uforståeligt og ufatteligt at alt det du havde i dig, alt det du havde at give nu kun findes som minder. Uforståeligt at du kunne vælge at tro, at det måtte være det bedste for alle.
Du var så god af dig, så omsorgsfuld, havde altid blik for andres behov – ja du ville helst gætte og opfylde hvad der var bedst for os som du holdt af, før vi selv vidste det og selv sagde det.
Du var faktisk alt for god, for du tog dig af alle andre, men mente ikke nogen skulle have besvær med at tage sig af dig - ikke engang jeg der stod og rakte hænderne ud og så gerne ville give dig bare lidt tilbage af alt det gode du har betydet og betyder for mig kunne få lov.
Tak for alt Per. Selv midt i smerten i dag ved jeg at du er den største og smukkeste gave jeg har fået i mit liv - og jeg og børnene ville ikke have undværet at kende dig og dele stjernestunder med dig, sådan som vi i så rigt mål fik lov til.
Må du nu hvile i fred med dig selv ovenpå din tunge og forfærdelige beslutning. Jeg kommer aldrig til at forstå hvordan du kunne, hvordan dit sind kunne bringe dig til at tro, dette her var det bedste du kunne gøre for dig selv og for os, hvordan du kunne gøre dig selv så meget fortræd, så velgennemtænkt og nøje planlagt.
Per vil helst huskes for alle sine stærke sider, for hans sprudlen, farverighed og intiativrigdom, og den side af ham var også sand - og det vil jeg bede Jer alle om at være med til at huske sammen med mig og drengene, skønt - og det ved jeg jo bedst af os alle i dag - den mørke side fylder så fortærende meget lige nu - og jo fyldte alt for meget i ham til sidst.
Det giver ingen mening at Per ikke er her mere, det er tomt og uforståeligt. Men det giver mening at han var her og fyldte mit og drengenes liv med glæde og inspiration og mange dejlige timer, ting der jo spredte sig i store ringe udenom os, fordi Per i alle måder fyldte så meget som han gjorde.

Talen blev efterfulgt af en meget smuk gendigtning af en af GT's salmer:
Herre, du ser mig,
du ved, hvem jeg er.
Jeg kan flygte,
men aldrig fra dig.
Fløj jeg mod himlen,
da er du dér.
Lagde jeg mig i graven,
da er du dér.
Stjal jeg lysets vinger
og sprang til verdens ende,
også dér er du,
og din hånd holder mig fast.
Siger jeg:
Mørket skal gemme mig,
alle skal glemme mig,
dagen blive nat omkring mig!

Da er du med mig i mørket,
dit lys går foran mig,
og farer jeg vild,
er jeg stadig hos dig.
For Gud, du har kendt mig,
fra før jeg blev født.
I mors liv væved du mit hjerte.
Du skabte mig
til noget godt
og satte det dybt i mig.
Gud! Jeg begriber dig ikke.
Men du griber mig
og taber mig ikke.
Dét, ved jeg!

(Salmen er en gendigtning af salme 139 lavet af Ingrid Schrøder-Hansen, sognepræst i København)

Tilbage til forsiden