Papegøjeland og en ø
der kun er bjergskråninger
En mail jeg skrev til venner og bekendte om en to-ugers tur hele familien tog til Tenerife i februar 2003 - altså et halvt år før Per døde. Det var en rigtig dejlig tur på mange måder, men måske også der jeg blev alvorligt klar over, at der var ting på færde i Per der var alarmerende. Da denne skildring oprindelig er en mail til venner og bekendte er stilen lidt mere personlig end i de to andre rejseskilderinger.
Kære Alle!
Nu har vi været hjemme i den danske kulde en lille uge. Jeg er lige nu sygemeldt med en virus på lungerne, holder jeg mig i ro, går det vældig fint, men så snart jeg tror jeg skal lave noget - må jeg erkende fru Trondal ikke er rask. Irriterende!
Det er nu ikke for at brokke mig over mit helbred jeg skriver, men mens andre passer mit arbejde og tager sig af udklædte børn i Jerslev kirke, vil jeg forsøge mig med en lille rejseskildring fra familiens 2 uger i subtropisk varme.
En meget blandet skildring - for Tenerife byder både på umådelig indtryksfuld natur, og smukke glimt af en gammel spansk kultur, men også på et lidt for overvældende indtryk af hvordan menneskers rovdrift kan ødelægge folk og natur.
For Pers vedkommende var det især det sidste han så, han havde besluttet hjemmefra at Tenerife var forfærdelig - så det var det - set med hans øjne. Og der var bestemt også lidt for meget, der var præget af tysk turisme: I de mest "ekslusive" turistbutikker solgte de tøj, der set med mine fordomsfulde øjne, kun kan være noget tyske koner synes er smart at gå rundt i. At Per så oven i det hele blev syg og kom til at ligge 3 dage med høj feber, gjorde jo ikke ligefrem tingene bedre for den stakkels mand, der havde ofret sig for familien og taget med på rædselsøen.
Lars var bjergtaget af synsindtrykkene allerede før vi landede - som sin mor kan han ikke blive træt af se på kaktus så store som træer og palmer af alle slags. Og de meget firkantede farverige huse klinet op ad bjergvæggene. Lars var indtil da helt sikker på at sådanne landskaber var noget man havde fundet på i reklame og tegnefilm og var ret overvældet af pludselig at befinde sig i det i virkeligheden.
For at illustrere forskellen på hans og Jens' måde at opleve på, var noget af det der imponerede Jens undervejs, for eksempel at et toilet han besøgte havde en håndtørrer, der var lavet i Åbybro.
Men begge drenge nød varmen og friheden - og faktisk også hinanden, skønt deres indbyrdes forhold indimellem ellers kan få mig til at tænke på verdens første brødrepar.
Der blev svømmet til den store guldmedaile, især i hotellets pool, men også inde i Puerto de la Cruz, som har et gigantisk svømmeanlæg lige ud til Atlanterhavet - hvor man bader i havvand, men uden for de voldsomme bølgekræfters rækkevidde. Det var en ganske særlig oplevelse.
Jeg var også i Atlanterhavet på 10 meters dybde - en af vore rigtig gode ture inkluderede en sejltur hvor vi så delfiner og hvaler og hvor man et sted kunne bade fra båden. Jeg var i, men det var alt for overvældende, så efter en ganske lille svømmetur vendte jeg tilbage til båden og sikker grund under fødderne. Og efterfølgende mobing, da det lykkedes mig på min ikke særlig elegante færd ud i havet at rive min badedragt i stykker, få en hudafskrabning på benet og et blåt mærke på det ene bryst.
Vi sejlede også en af de sidste dage udfor en klippekyst der hedder Los Gigantos - det er simpelthen ubeskriveligt. Atlanterhavet og så den storslåede klippekyst med grønne slugter ind i landet. Den skønhed og vildskab og storhed, man sidder og opsluges af en eneste tanke, at Gud der har skabt dette her er stor - og der er også plads til en selv med alle fejl og mangler og utilstrækkelighed i hans univers.
Det var ellers noget af en tur vi havde vovet os ud på den dag, en billig-billig udflugt med noget der hedder: Müller Rejser - ved nærlæsning af programmet havde jeg fået den første mistanke og sagt til familien, at vi nok skulle købe magnettæpper eller sådan noget til gengæld for turen.
Og det var næsten rigtigt, bortset fra det ikke var magnettæpper men videnskabeligt og lægeordineret uldsengetøj - jeg lavede et tålmodighedsdiplom til børnene næste dag - 1 times salgstale på galloperende engelsk og en noget amputeret udgave af den udflugt vi havde sat næsen op efter bagefter. Med en guide der ikke lod Charlot fra Charlot og Charlotte få et ben til jorden. "Papegøjen" døbte vi hende - Per blev vist lidt smålun på hende og hendes bramfrie fremtoning, der fik en til at overveje om hun mon var på stoffer. Så enkelte lyspunkter havde turen da trods alt også for ham.
Vi kom på denne tur forbi "Drageblodstræet" i Icod der i følge stædige rygter er 3000 år gammelt - 10 meter i omkreds og 17 meter højt. I følge legenden er det spiret op hvor en ondskabsfuld drages blod faldt efter at folk endelig gjorde oprør mod dens terrror og sendte 1000-vis af pile mod den, da den ville hente sig endnu en jomfru til frokost. Det er et træ - der ikke er et træ, men en gigantisk løgplante - uden årringe - og med en tyktflydende væske i sig der bruges som lægemiddel, mod lidt af hvert. Og havde man brok før i tiden blev man bundet til træet en tre dages tid og enten blev man kureret eller også døde man af det! Der er masser af drageblodstræer på øen, men dette her var nu specielt imponerende.
Apropos papegøjer så er det næsten et varemærke for Tenerife, de har en zoologisk have der kaldes: Papegøjeparken, og det var en dejlig oplevelse at færdes i den. 200 forskellige papegøjearter og en masse andre dyr - blandt andet et pingvinpanorama der var ganske imponerende. Det var udformet som en kæmpe glaskuppel med snelandskab indeni og så stod man op på et rullende fortov og kørte umådelig langsomt forbi.
At Lars og jeg på vores alene bytur blev bondefanget af en papegøjefotograf er en ganske anden historie, Lars fik dog sin hemmelige ønskedrøm om at have en papegøje på sin arm og sin skulder opfyldt for et kort øjeblik, skønt vi aldrig så noget til de billeder der ville blive bragt til vores hotel dagen efter. Det var da altid noget jeg fik dem pruttet ned i halv pris...
I følge Pers betragtninger var det et af de andre få lyspunkter under turen, at når vi færdedes som familie - så tjenere og gadehandlere altid hen på manden for nu at få bekræftet om denne ordre eller besked nu også var rigtig - når de fik et nik af Herren kunne de sætte igang eller modsat en svag rysten på hovedet eller en bevægelse med hånden blev automatisk og uden indvendinger respekteret som et nej. Han lærte da også Lars denne ganske bestemt håndbevægelse, der betyder: "Nej!"
Det skabte da også en vis forvirring, når det var mor her - som var blevet betroet rejsevalutaen - der hev pungen frem. Og da vi ikke var ude for nærgående papegøjefotografer, når Per var med, er jeg tilbøjelig til at tro han har ret i sine betragtninger.
Så er der Teide - vulkanen midt på Tenerife ø - det er også ganske enkelt storslået at blive konfronteret med det særprægede landskab der er i et vulkankrater - et 85 km. bredt vulkankrater. Her er dele af Starwars blevet optaget - og Neil Armstrong har prøvekørt månekøretøjer her - så goldt og øde og sten efter sten efter sten - og dog så afvekslende.
En stensøjle kaldet Guds finger - kraftig for oven og tynd og skrøbelig forneden skulle efter sigende være garanten for at vulkanen holder sig i ro, den dag den knækker ....... Ved siden af Guds finger var kærlighedstrappen, hvor elskende garanteres livslang lykke hvis de klatrer op hånd i hånd og giver hinanden et kys foroven. Det foreslog Per til min store glæde, at vi gjorde og vi kom da også til tops - og skønt jeg ikke er overtroisk, så tænk nu, hvis det virker alligevel!
Der er noget uforløst over sådan en ø der kun er bjerg - jeg fandt det imponerende, men ville få klaustrofobi af at bo et sted uden sletter og flade landskaber - men altid at skulle sno sig op eller ned, når man skal et sted hen. Det var da også kendetegnende at vi næsten ingen cykler så.
Der er også noget uforløst over Tenerifes historie, som om den altid har ligget der som en lille overflødighedsperle, hvis job er at gøre andre tilpas - nu ødelagt af en million hotelsiloer, førhen bananleverandør til den engelske dronning (og de har kanongode bananer!!! men de krummer jo ikke korrekt for EU - eller også er det noget med længden).
Det var i øvrigt den engelsk dronning, der sendte nogle af de første turister til øen - men udover turisme har dens vigtigste erhverv været produktion af sukkerrør, rom og vin. Man skulle synes det så i det mindste skulle være en livsglædens ø, når det på en måde er dens funktion - men er det det, var det ikke den side vi så mest til.
Nu færdedes vi jo ikke ude så sent, da vi havde børnene med, men der var karneval i Puerto den sidste uge vi var der - og det eneste spor vi så af det, var plakaterne der bekendtgjorde det fandt sted! Det var ikke liv og glade dage og en by ude af sig selv af feststemning. Det var ellers det der imponerede mig dybest ved Tyrkiet i sin tid, den dybe, sprudlende smittende livsglæde hos landets folk, trods hårde kår. Her på Tenerife var folk venlige og imødekommende, men sådan lidt trætte og triste.
Mailen er allerede lang, og jeg var ved at tænke på at "lande", men jeg havde nær glemt det måske vigtigste, vores besøg i Candelaria, byen med hele Canarie øgruppens beskytter: Den sorte Madonna - der står i en Basilika fra 1959 med sit sorte (!) barn på armen og passer på.
Candelaria: En lille landsby ved havets kyst - hvor katolisismen og øens oprindelige religion og folk mødes: Langs kysten uden for basilikaen står ni imponerende statuer af gaunche-høvdinge (landets oprindelige befolkning) og passer på.
Her fandt vi religiøs kitch der var præsteindkøbsgaden i Rom værdig. Nadverbilleder med en kvinde ved siden af Jesus var ved at få os til at gå bagover ovenpå en tid i Maria Magdalenes tegn - det tydeligste var for stort til at vi kunne have det med hjem - så vi har købt en lille kitchet gipsstavle i stedet.
(Og sig det ikke til nogen: Men nu nager tvivlen mig, om hvorvidt den feminine figur er en kvinde eller Johannes, den unge mand som Jesus elskede - men dernede var vi ikke i tvivl om det var en kvinde - og jeg skal i hvert fald have fundet ud af om det er et reelt spor at forfølge i alle mine Maria Magdalene overvejelser). Spændende er det om spansk kirkekunst skulle have tradition for at afbillede kvinder ved den sidste nadver.
Den dag med Candelaria besøgte vi også Thor Heyredahls museum ved nogle gamle pyramider, der for Heyredahl bekræftede hans teorier om at der var forbindelse mellem kontinenterne længe før Columbus. Pyramiderne var små og svære at skelne fra de stenmure, der er overalt på øen, men museet var spændende og velindrettet.
Nu er vi så hjemme - solbrændte og mere eller mindre forkølede. Jeg er lidt spændt på hvornår jeg er arbejdsdygtig igen. Det må godt være snart - men jeg kan jo ikke forrette en gudstjeneste med værdighed, så længe jeg hoster bare jeg bevæger mig.
Men så må jeg jo bruge tiden til eftertanke, og det er blandt andet denne mail et resultat af.
De kærligste hilsener til Jer alle
Hanne