Tyrkiet - sanselighedens paradis
Tyrkiet i Maj 2001
Varme og glæde til sjæl og krop
Hvis du rejser med åbent sind vil du også altid tabe lidt af dit hjerte på en vellykket tur. Med dig hjem vil du have en flig af det du har set ind i, et hjørne af længsel efter det, der brændte sig ind i din modtagelige sjæl og en større viden om, hvem du selv er, fordi du har fået lov at se og møde dig selv i nye sammenhænge.
Sådan kom en helt uventet gave, en rejse jeg vandt ved at abonnere på den lokale avis, i hvert fald til at virke på mig. Midt i min travleste tid rev jeg en uge ud af kalenderen og nød i begyndelsen af maj måned alle tiders dejlige ferie under Tyrkiets varme sol.
Trods næsten hysterisk travlhed de første uger efter hjemkomsten, gløder jeg stadig af og henter kræfter fra den nyskabte energi som turen gav mig - en kilde der vil sprudle for mig lang tid endnu.
Det var som at få en gave af glæde og overskud - skønt det tog mig et par uger bagefter at få helet vablerne under fødderne, som mange lange gåture havde fremkaldt - så vi under rejsens sidste dage skiftevis sagde: "Av, av, av." og "Er det her ikke bare dejligt?".
Det var dejligt - det var simpelthen ren nåde at få lov at indløse denne rejsegevinst. Sammen med den veninde, jeg havde inviteret med, lettede vi forventningsfulde med kurs mod Marmaris Bededags morgen - at mødet med Tyrkiet ville blive sådan et bombardement af alle sanser, var vi slet ikke forberedte på.
Bjergene, husenes karakter, den sanselige og åbne stemning blandt de mennesker der bebor dette modsætningsfyldte land - man bliver selv varm og åben og modtagelig af at færdes her - og vi har oplevet ting som skal have lang tid for at sætte sig og som måske ændrer én en lille bitte smule for altid (da jeg talte med min veninde i telefon kort efter turen, var hun klar til at emigrere).
For en dansker, der ikke er vant til større højder end det Himmelbjerget byder på, er det meget overvældende hver morgen at stå op til en udsigt med bjerge hele vejen rundt i horisonten. Sidde lige så stille på en altan og vågne ved at indånde den storslåede skønhed og fredfyldthed dette syn afsætter i din sjæl, jeg kunne godt blive afhængig af at have bjerge omkring mig.
Svømme flere gange om dagen, både ved hotellet og i havet, der var så salt at det bar dig oppe, bare du smed dig på ryggen. Ligge der og mærke vandets opdrift og kigge op i en himmel, der er så blå, at du aldrig vil blive mæt af at inddrikke dens smukke farve.
Gåture ad adskillige kilometer marmorbelagt strandpromenade. Se på blomster vi kun kender til som små, forkølede potteplanter, der bare står overalt i fuldeste flor og som hele træer - hibiscus, palmer - man holder såmænd næsten endnu mere af sine egne små planter i deres trange kår, når man kommer hjem og har set, hvad de kunne være blevet til under de rette himmelstrøg.
At sidde stille og bare se sig mæt på udsigtens skønhed udover havet eller mod bjergene - at sidde udenfor og nyde sin aftensmad ved en restauration og komme sent, sent hjem.
At kaste sig ud i at handle på tyrkisk og prutte om prisen, og opdage at jeg kunne faktisk godt. Det var ellers noget jeg trods otte år i Vendsyssel ikke troede mig selv i stand til. Nu er jeg bare spændt på om jeg stadig kan, næste gang lejligheden byder sig - herhjemme.
Såmænd også at sidde udenfor en bar en lørdag aften og følge med i Melodi Grand Prix og sammen med en bunke andre lige så tossede danskere huje og råbe og juble når Danmark fik point, så når vi resten af ugen passerede det sted, blev tilråbt: "Hello Denmark" Under fremmede himmelstrøg får det pludselig en helt anden dimension at være dansk.
At le og sprudle og boble og bare være - det er måske rejsens største gave, når man tør tage imod den.
Besøge Efesos - jeg vidste fra den dag jeg vandt turen, at det VILLE jeg bare - og for mig blev det da også turens absolutte højdepunkt.
Mærke historiens vingesus, stå og se på det teater hvor Paulus engang har talt, mærke ærefrygten og respekten over hvad mennesker for så mange år siden har formået at skabe af skønhed. Undre sig i sit stille sind over at et sted i ruiner kan vidne så stærkt, lyse op til os gennem årtusinders forfald.
På den fire timer lange bustur til Efesos se hvordan landet langsomt ændrer karakter, når man kommer ind i landet og væk fra kysten - vidtstrakte bjerglandskaber der får en til at forstå noget af befolkningens stærke glød og selvbevidsthed.
Besøge det bjerg tæt ved Efesos, hvor Jomfru Maria efter sigende skulle have boet sine sidste år sammen med Johannes. Mindes i tankerne hvordan Jesus på korset havde overskud til denne sidste kærlighedsgerning, at give sin mor en søn til at tage vare på sig - mærke den stærke fredfyldthed der boede på denne oase af en bjergtop.
Tænde et lys for sig selv og sine i den kirke, der er på stedet og hjemføre vand fra en hellig kilde.
Hengive sig til Tyrkisk bad - en oplevelse alle burde unde sig selv - blive vasket og masseret, så huden blev blød som en nyfødt babys. Og sole sig lidt i mændenes sanselige blikke og galante optræden.
Mærke hvordan klimaet og skønheden langsomt men sikkert løste op for vores reserverede nordbo-manerer - først da vi forlod de næsten 30 graders varme, vi var begavet med de sidste dage, og kom til Danmark og blev modtaget af Billunds regnvåde og kolde blæst, huskede jeg igen, hvorfor vi så nemt kryber lidt ind i os selv heroppe i kulden.
Det hørte også med til rejsens overvældende sanseindtryk, at få indblik i bagsiden der hører med: Tyrkiets økonomiske krise, folkeslag i stor indbyrdes modstrid, de elendige kår de mennesker, der står på pinde for at vores ferie lykkes, lever under - deres bekymringer der gør vores så små og ubetydelige.
Det var ikke svært at komme til at tale med landets beboere, komme et spadestik under overfladen og få et indblik i den spændvidde de lever i.
Tyrkiet er jo forholdsvis ny som turistland - og det går langt fra sporløst hen over landet og deres kultur- og familiemønstre at blive "oversvømmet" af vestlige ferieglade mennesker, der ubekymret tager deres eget væsen og væremåde med sig, så mødet bliver lige så stærkt og indtryksfuldt for turisterne, som for de, der bebor det land, vi er gæster i.
Det mærker begge parter, og det er på mange måder et godt møde. Men det er langt fra smertefrit for tyrkerne - hvor mændene især rejser ind fra bjergene i årets varme tid og møder alt det nye, mens kvinderne er blevet hjemme ved børnene og de gamle og det der skal passes der.
At overkomme den kløft der på den måde vokser frem mellem det nye og det gamle, mellem landets mænd og kvinder, klares hverken uden smerte eller på en enkelt generation. I lyset af de tanker, er det jo heller ikke spor svært at forstå, det tager tid at få sjælen med, hvis man for altid flytter til et fremmed land.
Det er jo altid dobbelt at møde noget nyt og fremmed, det overvælder og oversvømmer os, fordi det nye og uvante altid virker så stærkt, men når den første betagelse har lagt sig, skal det jo finde jo en mere afbalanceret plads og så er det, man opdager at mødet mellem nyt og gammelt sjældent er smertefrit. At du næsten aldrig kan skabe plads til noget nyt i din sjæl uden at måtte flytte omkring på det, der lever der i forvejen.
Tilbage fra rejsen står med uudslettelig styrke det indtryk, at trods store bekymringer og problemer har jeg sjældent set og mødt så stærk, boblende og smittende livsglæde som i dette overvældende land. Det kalder på beundring og respekt og eftertanke.
Tyrkiet er et land man ikke møder uden at blive mærket i sjæl og sind og hjerte.
Jeg kunne blive ved, og det vil jeg også i mine tanker mange, mange dage - ja måneder - endnu, denne ferieuges forrygende intensitet og afslappede lykke er fremover en del af mig, noget jeg har med mig, når jeg handler og tænker og lever mit hverdagsliv som præst i Vendsyssel.
Jeg kunne unde alle mennesker oplevelser der ligner og rejser der viser vej ind i livet og gør verden større og mere sammenhængende. For dér ligger rejsens store gave gemt.
At rejse med åbent sind er som at lære sig selv bedre at kende, for når du møder dig selv i nye situationer og sammenhænge, og tør lade det du ser og møder røre ved dig, så lærer du ikke alene en masse om verdens storhed og skønhed, men også uendelig meget om dig selv.